Referat fra generalforsamling

 

Tirsdag den 15. marts 2011

 

 

 

 


Valg af dirigent:                Poul Madsen blev valgt.

 

Formandens beretning:  ved Henrik Bertram Pedersen.

 

Kirkesti-projektet er ved at være tilendebragt. I et fint samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening, Foreningen til Tryggevælde- og Stevnsådals Bevarelse og Stevns Kommune er stien mellem Strøby og Tårnby blevet renoveret, broen flot repareret og et shelter og fugletårn etableret. Desværre er handicap-fiskepladsen og grødeoptagningsarealet på Strøby-siden af broen ikke ”bygget på klippegrund”, så området er sunket og delvist oversvømmet; et problem, som ligger og venter på fortsat bevågenhed.

 

Trafikken gennem Strøby lider som i mange andre mindre bysamfund af bilernes for store hastigheder.  Borgerforeningen har kontakt til Stevns Kommunes Trafiksikkerhedsråd, som bl.a. har annonceret fartmålinger i april og maj, så vi kan få syn for sagn og måske standset de mest fartglade!

 

Flagning fra byens ”majstang”, denne hundredårige fine tradition, var ved at kuldsejle, da Kommunen trak sin støtte tilbage, men Borgerforeningen har med velvillig støtte fra Strøby Menighedspleje, Strøby Egede Borger- og Grundejerforening og nu senest den lokale Dagli’Brugs holdt liv i traditionen og regner med at kunne gøre det også i årene fremover.

 

Stevns Landsbyråd blev etableret på baggrund af at Stevns Kommunes Demokrati og Udviklingsråd holdt borgermøder i alle kommunens landsbyer i 2010 og resultatet blev altså Stevns Landsbyråd, hvor repræsentanter fra 18 landsbyer mødes, udveksler erfaringer og kan tage samlede initiativer på landsbyernes vegne. Strøby Borgerforening forventer sig meget af denne nye ”forsamling”.

 

Strøby Fælled, den tidligere fodboldbane ved kirken, er blevet ledig efter at AIK’s fodboldaktiviteter nu er samlet omkring Strøby Hallen. Stevns Kommune arbejder på en lokalplan for området. Borgerforeningen håber at kunne bevare dette sidste og eneste fællesareal i byen for borgerne, og at området efterhånden kan bruges til fritidsaktiviteter, som byens borgere har behov for. Borgerforeningen vil i løbet af 2011 holde borgermøder, hvor alle kan komme med deres ideer til en plan for området. Der er allerede en gruppe, som har fået grønt lys for etablering af en legeplads, og der er løse ideer omkring motion, friluftsliv, småbold, hundetræning og meget mere. Det er omkring dette projekt, at Strøby især skal opruste og bruge kræfter de nærmeste år.

 

 

 

 

Formanden sluttede af med en opfordring til borgerne i Strøby: ”Kom med den gode historie om stort og småt vedr. vores by til vores hjemmeside:  www.strøby-borgerforening.dk

Beretningen blev enstemmigt godkendt.

 

Fremlæggelse af regnskabet for2010:   Regnskabet kunne godkendes.

 

Valg til bestyrelsen:

Kasserer:                                                Inge Janning.

Bestyrelsesmedlem for 2 år:                Belinda Løve Hansen

Bestyrelsesmedlem for 1 år:                August Hansen

Suppleanter:                                          Jesper Kjerri Hansen og Kim Jensen.

Revisor:                                                   Anders Pedersen           

Revisorsuppl.:                                        Uffe Harhorn

 

Sammen med de ovenfor nævnte danner nuværende formand Henrik Bertram Pedersen og bestyrelsesmedlem Heidi Larsen Strøby Borgerforenings bestyrelse.

 

Bestyrelsens forslag til medlemskontingent:

Medlemmer af Strøby Borgerforening er alle borgere med postnummer 4671 og hvis man mener foreningens arbejde er værd at støtte, kan man bekræfte dette medlemskab ved at indbetale et medlemsbidrag – stort eller lille – til foreningens bank, reg.nr. 1551  knt.nr. 6684084

Forslaget blev vedtaget.

 

Indkomne forslag:  Ingen

Eventuelt:   Intet til referat ud over, at gullaschsuppen smagte fortræffeligt.

 

Dirigent Poul Madsen:   Formand Henrik Bertram:                    Referent: August Hansen